| Præsentation |
| Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) arbejder for - gennem et ligeligt samvirke - at udvikle, styrke og forbedre sameksistensen mellem mennesker med kristen og muslimsk baggrund i Danmark. Formålet er at bibringe majoritet og minoriteter pluralistiske erfaringer, der gør det naturligt at omgås hinanden og udforske måder, hvorpå kristne og muslimer sammen kan bidrage til det fælles bedste i vort samfund. Dette formål søges nået gennem fælles studier, undervisning, foredrag, rådgivning, oplysningsmateriale og fælles projekter. Yderligere integration opnås ved at knytte unge med minoritetsbaggrund til centret og dermed inddrage dem i frivilligt arbejde, i samfundsmæssige aktiviteter og i foreningslivet. Islamisk-Kristent Studiecenters styrke er, at det er et fælles projekt, startet og styret af kristne og muslimer i fællesskab. Centralt i dialogarbejdet står princippet om fællesskab, ligeværdighed og gensidighed. Både kristne og muslimer er på hjemmebane i centret og har lige ret til indflydelse. Målet er gensidig respekt. Organisatoriske rammer Islamisk-Kristent Studiecenter er en selvejende institution/forening med individuelle medlemskaber og med en bestyrelse bestående af 6 medlemmer: 3 kristne og 3 muslimer valgt af generalforsamlingen. Studiecentrets arrangementer planlægges, og det daglige arbejde udføres af en arbejdsgruppe bestående af to deltidsansatte medarbejdere, centerleder og 10-12 frivillige, hvoraf størstedelen er unge studerende eller arbejdsløse akademikere (bl.a. kristne teologer). Målgrupper Det tilsigtes, at der opnås kontakt til så bredt et udsnit af den danske befolkning som muligt, dvs. ikke bare til mennesker, der i forvejen interesserer sig for dialog og samarbejde på tværs af religion og kultur, men også de mange, der har et negativt billede af ´de andre´, uden at have mødt dem. Målgrupper for studiecentrets arbejde er desuden institutioner, foreninger, virksomheder, faggrupper samt enkeltpersoner, der til daglig har kontakt til medborgere fra de etniske minoriteter. Erfaringer Islamisk-Kristent Studiecenter har 10 års erfaringer med dialogarbejde og har opbygget en tillid mellem muslimer og kristne, som det tager virkelig lang tid at skabe. Gennem årene har centret opnået at blive en anerkendt samarbejdspartner for de etniske minoriteter og for en række muslimske og kristne organisationer samt folkekirkemenigheder. Især kirkelige organisationer, præster og menighedsråd har hentet inspiration og viden i IKS til dialog- og integrationsarbejde blandt etniske minoriteter. Resultater Centret har gennem årene bl.a. opnået følgende: - der er opstået venskaber og fællesskaber på tværs af religiøs og kulturel forskellighed - der er opnået en positiv effekt på muslimers og kristnes holdninger generelt til det at tale og arbejde sammen - der er foregået en proces blandt unge muslimer i retning af et mere reflekteret forhold til troen og i det hele taget en stigende interesse for at relatere troen til det danske demokratiske samfund. Derved modvirkes ´fundamentalistiske´ tendenser på begge sider. - gennem mødet ansigt til ansigt i IKS, fælles studier og øget kendskab til hinanden har mange mennesker revideret deres fordomsfulde holdninger og i stedet baseret dem på det virkelige kendskab til hinanden. - aktive i IKS har bidraget til, at der sættes dialogarbejde i gang (mødesteder, samtalegrupper) rundt i landet. IKS har således været og er et ressourcecenter, hvor organisationer, foreninger og enkeltpersoner har kunnet gøre brug af de ressourcer og erfaringer, det kontaktnetværk og den åbenhed, IKS har opbygget. - unge muslimer har gennem det ligeværdige samarbejde og inddragelse af dem i samtalen om den fælles fremtid, fået mere selvtillid og overskud til at være aktive i samfundet og i den offentlige debat. - tværetnisk og tværreligiøs rådgivning og mægling har fundet sted i stigende omfang, f.eks. i forbindelse med familieproblemer samt oplysningsvirksomhed om religions- og kulturmøde, islam og etniske minoriteter, bl.a. i sundhedsvæsenet og på arbejdspladsen. - engagement i det internationale dialogarbejde, herunder særligt samarbejdet med norske kristne og muslimske organisationer, har bibragt centret inspiration og styrke i arbejdet her i Danmark. Da IKS er det eneste center af sin art i Europa har det været af stor betydning at kunne bidrage til dialogarbejdet på internationalt plan - publikation af bøger og undervisningsmateriale med et dialogisk udgangspunkt, opbygning af bibliotek og arkivsamling om islam og kristendom. Aktivitetstyper 1. Studiegrupper, som samles over en begrænset tidsperiode omkring et konkret emneområde med udgangspunkt i praksis og/eller praksisrelateret mål. 2. Debatfora for forskere, politikere, forfattere m.fl. 3. Foredrag, rådgivning, tværreligiøs og -kulturel mægling. 4. Projektsamarbejde med kristne og muslimske organisationer samt andre NGO´er i forhold til konkrete fælles udfordringer i samfundet. 5. Fælles projekter i lokalområdet. 6. Samarbejde med forsknings- og uddannelsesinstitutioner. 7. Tilrettelæggelse af konferencer i Danmark. 8. Internationalt dialogarbejde, bl.a i samarbejde med Kirkernes Verdensr?d og Det Lutherske Verdensforbund. 9. Tidsskrift 2 gange årligt (tematisk). 10. Bibliotek m. arkivmateriale. |